8. Og nu tænke I, at I ville vise eders Styrke imod Herrens Rige, som er i Davids Sønners Haand, fordi I ere en stor Hob og have hos eder Guldkalve, som Jeroboam gjorde til Guder for eder.
9. Have I ikke fordrevet Herrens Præster, Arons Sønner og Leviterne, og gjort eder selv Præster ligesom Folkene i Landene hver den, som kommer for at fylde sin Haand med en ung Tyr og syv Vædre, han bliver Præst for dem, som ikke ere Guder.
10. Men hvad os angaar, da er Herren vor Gud, og vi have ikke forladt ham; og Præsterne, som tjene Herren, Arons Børn og Leviterne, ere i Tjenesten;
11. og de antænde Brændofrene for Herren hver Morgen og hver Aften og Røgofferet af vellugtende Urter og sætte Skuebrødene paa det rene Bord og Guldlysestagen og dens Lamper, der tændes hver Aften; thi vi holde Herren vor Guds Skik, men I, I have forladt ham.
12. Derfor se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster, og de stærktlydende Basuner, der skulle lyde imod eder; I, Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud; thi det skal ikke lykkes eder.
13. Men Jeroboam lod et Baghold gaa omkring for at komme bag paa dem, saa de selv vare foran Juda og Bagholdet bag dem.
14. Og Juda saa sig om, og se. da var der Kamp foran dem og bag dem, og de raabte til Herren, og Præsterne blæste i Basunerne.
15. Og Judas Mænd skrege, og det skete, der Judas Mænd skrege, da slog Gud Jeroboam og al Israel for Abias og Judas Ansigt.