15. Derfor sagde han: Kald ad hende; og der han kaldte ad hende, da traadte hun frem i Døren.
16. Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde!
17. Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den bestemte Tid, ved denne Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
18. Og Barnet blev stort; og det skete en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene,
19. og det sagde til sin Fader: Mit Hoved! mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til hans Moder!
20. Og han bar ham og bragte ham til hans Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.
21. Saa gik hun op og lagde ham paa den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud.
22. Og hun kaldte ad sin Mand og sagde: Kære, send mig en af Drengene og en af Aseninderen, og jeg vil skynde mig hen til den Guds Mand og komme igen.
23. Og han sagde: Hvorfor vil du gaa til ham i Dag, da det ikke er Nynaane, ej heller Sabbat? og hun sagde: Lad det være godt!
24. Og hun sadlede Aseninden og sagde til sin Dreng: Led den og gaa, ophold mig ikke i at ride fort, uden jeg siger dig til.
25. Saa drog hun bort og kom til den Guds Mand, til Karmels Bjerg; og det skete, der den Guds Mand saa hende i Afstand, da sagde han til Gihesi, sin Dreng: Se, denne sunamitiske er der.
26. Kære, løb hende nu i Møde og sig til hende: Gaar det dig vel gaar det din Mand vel gaar det Barnet vel? Og hun sagde: Vel.