11. Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Mænd der i Huset,
12. da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.
13. Og det skete, som hun saa, at han ef erlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor,
14. da kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst.
15. Og det skete, der han hørt at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor.
16. Og hun lod hans Klædebon ligge hos mig, indtil hans Herre kom hjem.
17. Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske tjener, som du har ført os paa kom til mig at drive Spot med mig.
18. Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da eflerlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
19. Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din tjener gjort imod mig, da blev han meget vred.
20. Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus.
21. Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander,
22. at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne.
23. Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.