22. Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv.
23. Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse.
24. Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn!
25. Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land.
26. Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig.
27. Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld.
28. Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.
29. Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig.
30. Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus?
31. Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar.
32. Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke hvert sort Stykke iblandt Faarene og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn.
33. Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag Morgen, naar du kommer at bede min Løn; hvad som ikke er spætet eller spraglet iblandt Gederne og som iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig.
34. Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som I har sagt!