3. Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa sit Sted.
4. Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
5. Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham.
6. Og Han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
7. Da sagde Han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
8. Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
9. Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
10. Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbror Labans datter, og Labans, sin Morbrors, Faar.
11. Og Jakob kyssed Rakel og opløftede sin Røst og græd.
12. Og Jakob sagde Rakel, at han var Hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
13. Og det skete, der Laban høre den Tidende om Jakob, sin Søster søn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse ting.
14. Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit- Kød; og han blev hos ham en Maaneds tid.
15. Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig sig, hvad din Løn skal være.
16. Og Laban havde Døtre: Den ældstes Navn var Lea, den yngstes Navn Rakel.