30. Og det skete, der Isak var færdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt.
31. Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig.
32. Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau.
33. Da forfærdedes Isak med en overmaade stor Forfærdelse og sagde: Hvo er og den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; han skal ogsaa være velsignet.
34. Der Esau hørte sin Faders Tale, skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!
35. Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse.
36. Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse
37. Og svarede og sagde til Esau: Se jeg har sat ham til en Herre ove dig og gjort alle hans Brødr til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn?
38. Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd.