16. Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden.
17. Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer.
18. Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre!
19. Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde.
20. Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse; mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve.
21. Da sagde han til ham: Se jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om.
22. Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar.
23. Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar.
24. Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen.
25. Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde.
26. Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte.
27. Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt.