14. Men jeg vil befæste ham i mit Hus og i mit Rige evindelig, og hans Stol skal være fast evindelig.
15. Efter alle disse Ord og efter hele dette Syn, saaledes talte Nathan til Kong David.
16. Da gik Kong David ind og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil?
17. Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, o Gud! saa du endog talte om din Tjeners Hus i Fremtiden; og du har set til mig paa Menneskers Vis, du Gud Herren i det høje!
18. Hvad skal David ydermere tale til dig om den Ære, som du har bevist imod din Tjener; thi du kender din Tjener.
19. Herre! for din Tjeners Skyld og efter dit Hjerte har du gjort al denne store Ting, at du vilde lade mig vide alle de store Ting.
20. Herre! der er ingen som du, og der er, ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
21. Og hvo er som dit Folk Israel, et eneste Folk paa Jorden, som Gud gik hen at forløse sig til et Folk, for at sætte dig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, hvilket du forløste fra Ægypten.
22. Og du satte dit Folk Israel til et Folk evindelig, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
23. Og nu, Herre! det Ord, som du talte over din Tjener og over hans Hus, blive bestandigt evindelig, og gør, som du har talt.
24. Ja, det blive bestandigt, og dit Navn blive stort til evig Tid, at man skal sige: Herren Zebaoth, Israels Gud, er Gud over Israel; og David, din Tjeners, Hus skal blive fast for dit Ansigt.
25. Thi du, min Gud! du har aabenbaret for din Tjeners Øre, at du viI bygge ham et Hus, derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede for dit Ansigt.