28. Og de raabte med høj Røst og saarede sig, efter deres Vis med Knive og med Syle, indtil Blodet flød ned over dem.
29. Og det skete, der Middagen var gaaet forbi, at de profeterede, indtil man skulde ofre Mado fferet; og der var ingen Røst og igen, som svarede, og ingen, som agtede derpaa.
30. Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede Herrens Alter, som var nedbrudt.
31. Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem Herrens Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel.
32. Og han byggede af de Stene et Alter i Herrens Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret.
33. Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.
34. Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang.
35. Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand.
36. Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.
37. Bønhør mig, Herre! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage.
38. Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.
39. Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde: Herren, han er Gud! Herren, han er Gud!
40. Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der.
41. Og Elias sagde til Akab: Drag op, æd og drik; thi der høres en Susen af megen Regn.
42. Og Akab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ.
43. Og han sagde til sin Dreng: Kære, gak op, se ud ad Vejen til Havet; og han gik op og saa til og sagde: Der er ikke noget; og han sagde: Gak igen derhen, syv Gange.
44. Og det skete den syvenele Gang, at han sagde: Se, en liden Sky stiger op fra Havet, som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, sig til Akab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig.
45. Og det skete i en Haandevending, da blev Himmelen sort af Skyer og Vejr, og der kom en stor Regn; men Akab for af Sted og drog til Jisreel.