40. Og alt Folket drog op efter ham, og Folket blæste paa Flø ter og glædede sig med en stor Glæde, saa at Jorden revnede af deres Skrig.
41. Og Adonia hørte det, og alle de indbudne, som vare hos ham, og de havde endt Maaltidet; og Joab hørte Trompetens Lyd og sagde: Hvorfor det Raab i den støjende Stad?
42. Der han endnu talede, se, da kom Jonathan, Præsten Abjathars Søn, og Adonia sagde: Kom, thi du er en duelig Mand og fører et godt Budskab.
43. Og Jonathan svarede og sagde til Adonia: Ja, vor Herre, Kong David, har gjort Salomo til Konge.
44. Og Kongen sendte Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn, og de Krethi og de Plethi med ham, og de lode ham ride paa Kongens Mulæselinde.
45. Og Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, salvede ham til Konge i Gihon og droge derfra glade op, saa at Staden er sat i Bevægelse derved; det er det Raab, som I have hørt.
46. Dertilmed sidde Salomo paa den kongelige Trone.
47. Og Kongens Tjenere kom ogsa at velsigne vor Herre, Kong David og sagde: Din Gud gøre Salomo Navn bedre end dit Navn og gør hans Trone større end din Trone; og Kongen tilbad paa Sengen.
48. Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som i Dag har givet en, som sidder paa min Trone, at mine Øjne se det!
49. Da bleve alle, som vare indbudne af Adonia, forfærdede og stode op; og de gik hver sin Vej.
50. Og Adonia frygtede for Salomos Ansigt, og han stod op og gik bort og tog fat paa Alterets Horn.
51. Og det blev Salomo kundgjort og sagt: Se, Adonia frygter for Kong Salomo, og se, han tager fat paa Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal sværge mig paa denne Dag, at han ikke vil dræbe sin Tjener med Sværd.
52. Og Salomo sagde: Dersom han, vil være en redelig Mand, skal der ikke falde et af hans Haar paa Jorden; men om der bliver fundet ondt hos ham, da skal han dø.