17. Thi Skriften siger til Farao: »Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.«
18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20. Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21. Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22. Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23. ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24. Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25. som han ogsaa siger hos Hoseas: »Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;
26. og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.«
27. Men Esajas udraaber over Israel: »Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
28. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.«
29. Og som Esajas forud har sagt: »Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.«