13. som der er skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.«
14. Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: »Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.«
16. Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17. Thi Skriften siger til Farao: »Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.«
18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20. Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21. Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22. Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23. ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?