14. Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
15. Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.
16. Derfor er det af Tro, for at det skal være som Naade, for at Forjættelsen maa staa fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men ogsaa for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle
17. (som der er skrevet: »Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader«), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
18. Og han troede imod Haab med Haab paa, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: »Saaledes skal din Sæd være;«
19. og uden at blive svag i Troen saa han paa sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede Aar) og paa, at Saras Moderliv var udlevet;
20. men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
21. og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til ogsaa at gøre.
22. Derfor blev det ogsaa regnet ham til Retfærdighed.
23. Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,