20. Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent.«
21. Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne.
22. Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, raabte og sagde: »Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Aand.«
23. Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til, bade ham og sagde: »Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.«
24. Men han svarede og sagde: »Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus.«
25. Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!«
26. Men han svarede og sagde: »Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.«
27. Men hun sagde: »Jo, Herre! de smaa Hunde æde jo dog ogsaa af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.«
28. Da svarede Jesus og sagde til hende: »O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!« Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.
29. Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op paa Bjerget og satte sig der.
30. Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem,
31. saa at Skaren undrede sig, da de saa, at stumme talte, Krøblinge bleve raske, lamme gik, og blinde saa; og de priste Israels Gud.