1. Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
2. Og de begyndte at anklage ham og sagde: »Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge.«
3. Men Pilatus spurgte ham og sagde: »Er du Jødernes Konge?« Og han svarede og sagde til ham: »Du siger det.«
4. Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: »Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.«
5. Men de bleve ivrigere og sagde: »Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.«
6. Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer.
7. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Omraade, sendte han ham til Herodes, som ogsaa selv var i Jerusalem i disse Dage.
8. Men da Herodes saa Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han haabede at se et Tegn blive gjort af ham.
9. Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham intet.
10. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt.
11. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde haanet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen.
12. Paa den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden.
13. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Raadsherrerne og Folket
14. og sagde til dem: »I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se, jeg har forhørt ham i eders Paahør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for,
15. og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage til os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.«
17. [Men han var nødt til at løslade dem een paa Højtiden.]
18. Men de raabte alle sammen og sagde: »Bort med ham, men løslad os Barabbas!«
19. Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord.
20. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus.
21. Men de raabte til ham og sagde: »Korsfæst, korsfæst ham!«
22. Men han sagde tredje Gang til dem: »Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.«
23. Men de trængte paa med stærke Raab og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Raab fik Overhaand.
24. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
25. og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
26. Og da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset paa ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus.
27. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham.
28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: »I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn!
29. Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os!
31. Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?«
32. Men der blev ogsaa to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.
33. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes »Hovedskal«, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side.
34. Men Jesus sagde: »Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.« Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
35. Og Folket stod og saa til; men ogsaa Raadsherrerne spottede ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.«
36. Men ogsaa Stridsmændene spottede ham, idet de traadte til, rakte ham Eddike og sagde:
37. »Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!«
38. Men der var ogsaa sat en Overskrift over ham [skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk]: »Denne er Jødernes Konge.«
39. Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«
40. Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: »Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
41. Og vi ere det med Rette; thi vi faa igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.«
42. Og han sagde: »Jesus! kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige!«
43. Og han sagde til ham: »Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.«
44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,
45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over.
46. Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;« og da han havde sagt det, udaandede han.
47. Men da Høvedsmanden saa det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: »I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.«
48. Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de saa, hvad der skete, og vendte tilbage.
49. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligesaa de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og saa dette.
50. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Raadsherre, en god og retfærdig Mand,
51. han havde ikke samtykket i deres Raad og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
52. han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
53. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt.
54. Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til.
55. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saa Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
56. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.