63. Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: »Johannes er hans Navn.« Og de undrede sig alle.
64. Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.
65. Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.
66. Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Hjerte og sagde: »Hvad mon der skal blive af dette Barn?« Thi Herrens Haand var med ham.
67. Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde:
68. »Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk
69. og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus,
70. saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid,
71. en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os,
72. for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt,
73. den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,
74. at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,
75. i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage.
76. Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje,
77. for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse,