Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 12:34-50 Dansk Bibel 1907-1931 (DNKB)

34. Skaren svarede ham: »Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?«

35. Da sagde Jesus til dem: »Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen.

36. Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!« Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.

37. Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham,

38. for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: »Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?«

39. Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:

40. »Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.«

41. Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham.

42. Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;

43. thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.

44. Men Jesus raabte og sagde: »Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig,

45. og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.

46. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket.

47. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

48. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

49. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

50. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.«

Læs fyldestgørende kapitel Johannes 12