47. Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Raadet og sagde: »Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
48. Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville alle tro paa ham, og Romerne ville komme og tage baade vort Land og Folk.«
49. Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar, sagde til dem:
50. »I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gaa til Grunde.«
51. Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket;
52. og ikke for Folket alene, men for at han ogsaa kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
53. Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaa ham.
54. Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt Jøderne, men gik bort derfra ud paa Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple.
55. Men Jødernes Paaske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
56. Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: »Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?«
57. Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.