kapitler

  1. 1
  2. 2
  3. 3
  4. 4
  5. 5
  6. 6
  7. 7
  8. 8
  9. 9
  10. 10
  11. 11
  12. 12
  13. 13
  14. 14
  15. 15
  16. 16
  17. 17
  18. 18
  19. 19
  20. 20
  21. 21

Gamle Testamente

Nye Testamente

Johannes 10 Dansk Bibel 1907-1931 (DNKB)

1. »Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.

2. Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde.

3. For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud.

4. Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst.

5. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.«

6. Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.

7. Jesus sagde da atter til dem: »Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør.

8. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke.

9. Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde.

10. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.

11. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.

12. Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,

13. fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene.

14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,

15. ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene.

16. Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

17. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.

18. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.«

19. Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.

20. Og mange af dem sagde: »Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?«

21. Andre sagde: »Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Aand kan aabne blindes Øjne?«

22. Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;

23. og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.

24. Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: »Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!«

25. Jesus svarede dem: »Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;

26. men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar.

27. Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,

28. og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand.

29. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand.

30. Jeg og Faderen, vi ere eet.«

31. Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.

32. Jesus svarede dem: »Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?«

33. Jøderne svarede ham: »For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.«

34. Jesus svarede dem: »Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?

35. Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),

36. sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?

37. Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke!

38. Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.«

39. De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand.

40. Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der.

41. Og mange kom til ham, og de sagde: »Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.«

42. Og mange troede paa ham der.