2. Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I stedes i mange Haande Prøvelser,
3. vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
4. men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, saa I ikke staa tilbage i noget.
5. Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, saa skal den gives ham.
6. Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
7. Ikke maa nemlig det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren,
8. en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje.
9. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
10. den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
11. Thi Solen staar op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje.
12. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi naar han har staaet Prøve, skal han faa Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
13. Ingen sige, naar han fristes: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;