5. og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: »Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham;
6. thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.«
7. Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
8. Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
9. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?
10. thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.
11. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
13. og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
14. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
15. og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
16. at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17. Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
18. I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,