19. og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
20. Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: »Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes«.
21. Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: »Jeg er forfærdet og bæver.«
22. Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
23. og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander
24. og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
25. Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
26. han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: »Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.«
27. Men dette »endnu een Gang« giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
28. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
29. Thi vor Gud er en fortærende Ild.