11. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
13. og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
14. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
15. og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
16. at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17. Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
18. I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
19. og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
20. Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: »Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes«.
21. Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: »Jeg er forfærdet og bæver.«