1. Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader, til Fædrene ved Profeterne, saa har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn,
2. hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden;
3. han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje,
4. idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.
5. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag«? og fremdeles: »Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn«?