1. Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
2. og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
3. Men Peter sagde: »Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
4. Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.«
5. Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
7. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
8. Da sagde Peter til hende: »Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?« Og hun sagde: »Ja, til den Pris.«
9. Men Peter sagde til hende: »Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.«
10. Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
11. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
12. Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
13. Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
14. og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer baade af Mænd og Kvinder,
15. saa at de endogsaa bare de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løjbænke, for at naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.