19. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: »Dømmer selv, om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
20. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.«
21. Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket.
22. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve Aar gammel.
23. Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
24. Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: »Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25. du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: »Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Raad?
26. Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede.«
27. Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer
28. for at gøre det, som din Haand og dit Raad forud havde bestemt skulde ske.
29. Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
30. idet du udrækker din Haand til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn.«
31. Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de talte Guds Ord med Frimodighed.
32. Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles.
33. Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.