16. »Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er aabenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.
17. Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.«
18. Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn.
19. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: »Dømmer selv, om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
20. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.«
21. Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket.
22. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve Aar gammel.
23. Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
24. Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: »Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25. du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: »Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Raad?
26. Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede.«
27. Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer