21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde:
24. »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.«
25. Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske saaledes, som der er blevet talt til mig.
26. Men vi maa strande paa en Ø.«
27. Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
28. Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.
29. Og da de frygtede, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.
30. Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: »Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.«
32. Da kappede Stridsmændene Baadens Tove og lode den falde ned.
33. Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: »Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
34. Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Haar paa Hovedet skal gaa tabt for nogen af eder.«