12. Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde naa hen og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,
13. Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
14. Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den saakaldte »Eurakvilo«.
15. Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
16. Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formaaede vi med Nød og næppe at bjærge Baaden.
17. Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig saaledes drive.
18. Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
19. Og paa den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
20. Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab om Redning os betaget.
21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde: