13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud saaledes, at jeg tror paa alt det, som staar i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne,
15. og har det Haab til Gud, som ogsaa disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse baade af retfærdige og af uretfærdige.
16. Derfor øver ogsaa jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
17. Men efter flere Aars Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre,
18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien,
19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget paa mig at sige.
20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Raadet,
21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg raabte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse.«
22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: »Naar Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg paakende eders Sag.«
23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke maatte forbyde nogen af hans egne at gaa ham til Haande.
24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen paa Kristus Jesus.
25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet og svarede: »Gaa for denne Gang; men naar jeg faar Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.«
26. Tillige haabede han ogsaa, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham ogsaa oftere hente og samtalede med ham.
27. Men da to Aar vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.