26. Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, saa at Fængselets Grundvolde rystede, og straks aabnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.
27. Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han saa Fængselets Døre aabne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.
28. Men Paulus raabte med høj Røst og sagde: »Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.«
29. Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.
30. Og han førte dem udenfor og sagde: »Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?«
31. Men de sagde: »Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus.«
32. Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.
33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv og alle hans blev straks døbte.
34. Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen paa Gud.
35. Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: »Løslad de Mænd!«
36. Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: »Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaar bort med Fred!«
37. Men Paulus sagde til dem: »De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!«
38. Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere.