9. Men Saulus, som ogsaa kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligaand, saa fast paa ham og sagde:
10. »O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje?
11. Og nu se, Herrens Haand er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen.« Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham.
12. Da Statholderen saa det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.
13. Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig.
15. Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: »I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!«
16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: »I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!
17. Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm.
18. Og omtrent fyrretyve Aar taalte han deres Færd i Ørkenen.
19. Og han udryddede syv Folk i Kanaans Land og fordelte disses Land iblandt dem,
20. og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve Aar gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve Aar.