34. Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
35. og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
36. Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
37. Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
38. Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
39. Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
40. Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!
41. Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.
42. De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,
43. han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.
44. Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.
45. Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.
46. Og han gav gnageren* deres grøde og gresshoppen deres høst.
47. Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.
48. Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.
49. Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.
50. Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.
51. Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.
52. Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.
53. Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.
54. Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.