25. Englebrød* åt enhver; han sendte dem næring til mette.
26. Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.
27. Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,
28. og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.
29. Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.
30. De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,
31. da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.
32. Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.
33. Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.
34. Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
35. og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
36. Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
37. Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
38. Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
39. Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
40. Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!