Gamle Testamente

Nye Testamente

Judas 1:10-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Men de her falske lærere taler nedsættende om ting, de ikke forstår sig på. De er som dyr, der handler efter deres instinkter, og dermed ødelægger de sig selv.

11. Ve dem, for de følger Kains eksempel. De begår den samme fejl som Bileam, for de vil gøre hvad som helst for penge. De er som Kora, der gjorde oprør mod Gud, og de vil også blive straffet, som han blev.

12. De er en skamplet på jeres kærlighedsmåltider, når de rager til sig uden at tage hensyn til andre. De er som skyer, der drives af sted for vinden uden nogensinde at give regn. De er som frugttræer, der ikke bærer frugt ved høsttid. De vil blive rykket op med rode og skal dø to gange.

13. De er som havets skummende bølger, der skyller affald op på stranden. De er som stjerner, der er kommet ud af kurs og er på vej ud i det yderste mørke.

14. Det var den slags mennesker Enok profeterede om, da han i den syvende generation efter Adam sagde: “Jeg så for mig Herren komme med sine hellige titusinder.

15. Han dømmer de ugudelige og afslører alt det onde, de har sagt og gjort i deres oprør imod ham.”

16. Altid beklager de sig over deres skæbne og skyder skylden på andre. De gør alt det onde, der falder dem ind, praler af egne bedrifter og bruger smiger, når de kan se deres fordel ved det.

17. Men I, kære venner, skal huske på, hvad I har hørt fra Jesu Kristi apostle.

18. De sagde jo, at mange i de sidste tider vil håne jer og følge deres egne ugudelige lyster.

19. Det er den slags mennesker, som skaber splittelser i menigheden. Deres tankegang er verdslig, og de mangler Åndens kraft.

20. Men I, kære venner, skal opmuntre og styrke hinanden i jeres dyrebare tro, idet I beder i Helligåndens kraft.

21. Hold fast ved Guds kærlighed og se med forventning frem til det evige liv, som Jesus Kristus i sin nåde vil give jer.

22. Nogle kristne har en ærlig tvivl. Dem skal I være barmhjertige overfor, når I vejleder dem.

23. Andre er tæt på fortabelsens afgrund. Frels dem som ud af et brændende hus. Andre igen lever i åbenlys synd. Dem skal I også være barmhjertige overfor, men pas på, at I ikke bliver revet med af deres synd. Tag afstand fra alt, hvad de gør.

Læs fyldestgørende kapitel Judas 1