Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Johannes 2:16-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

16. Alt, hvad der hører denne verden til: fysisk begær, misundelse og pral med materiel rigdom, er ikke fra Faderen, men fra verden.

17. Denne verden og alt, hvad den tilbyder, er på vej mod sin undergang. Men de, der gør Guds vilje, vil leve til evig tid.

18. Mine kære børn! Vi lever i de sidste tider. I har hørt, at Antikrist engang vil fremstå som en fuldstændig modsætning til Kristus. Men allerede nu har Kristus mange modstandere, mange antikrister. Det viser blot, at vi lever i de sidste tider.

19. Disse modstandere er kommet fra vores egne rækker, men de har aldrig virkelig været en del af os. Havde de været det, ville de være blevet hos os. Da de forlod os, blev det klart for alle, at de aldrig havde været ét med os.

20. Det er anderledes med jer. I har modtaget Helligånden, så I kender det hele.

21. Jeg har derfor ikke skrevet til jer, som om I ikke kendte Sandheden. Tværtimod! I er jo kommet til erkendelse af Sandheden, og I ved, at ingen løgn stammer fra Sandheden.

22. De, der siger, at Jesus ikke er Kristus, den lovede Messias, er løgnere og antikrister, som gør oprør mod Faderen og Sønnen.

23. De, der tager afstand fra Sønnen, tager også afstand fra Faderen. Men de, der vedkender sig Sønnen, vedkender sig også Faderen.

24. Hold derfor fast ved det, I har hørt fra begyndelsen, for så vil I også holde fast ved Sønnen og ved Faderen.

25. Og husk, at han har lovet os det evige liv.

26. Jeg har skrevet det her til jer, fordi der er nogle, der prøver at føre jer på vildspor.

27. Men I har fået Helligånden, og han er altid hos jer, så I egentlig ikke har brug for, at andre skal undervise jer. Det er Helligånden, der hjælper jer til en sand forståelse af alle ting, for han lyver aldrig. Han har også lært jer betydningen af at holde fast ved Kristus.

28. Altså, mine kære børn, vi skal holde fast ved Kristus, så vi kan være frimodige og ikke behøver at skamme os, når han kommer igen.

29. Da I ved, at han gør Guds vilje, så ved I også, at alle, der gør Guds vilje, tilhører ham.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Johannes 2