12. Derfor gav jeg mig til at sammenligne visdom med tåbelighed. Hvad ellers skulle jeg finde på?
13. Jeg indså, at visdom er at foretrække frem for tåbelighed, ligesom lys er at foretrække frem for mørke.
14. Den vise tænker over hvilke konsekvenser, hans handlinger får for fremtiden, mens tåben famler rundt i mørke. Men jeg indså også, at den samme skæbne rammer os alle.
15. Så tænkte jeg: “Når både tåben og jeg lider samme skæbne, hvad gavner så al min visdom? Så er selv det at søge visdom jo meningsløst!”
16. Både den vise og tåben skal dø, og ingen af dem huskes for evigt, for med tiden bliver alting glemt.
17. Da blev jeg led ved livet, for uanset hvad vi foretager os, er det alt sammen meningsløst.
18. Jeg blev frustreret over mit slid og slæb, for alt det, jeg har bygget op, må jeg jo overlade til min efterfølger.
19. Og hvem ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Alligevel er jeg tvunget til at overlade resultatet af alle mine anstrengelser i hans hænder. Hvor meningsløst!
20. Det ærgrede mig at tænke på alt det arbejde, jeg havde udført.
21. Man har slidt og slæbt for at realisere sine planer med visdom, kundskab og dygtighed kun for at overlade sit livsværk til en anden, som ikke har rørt en finger. Det er jo meningsløst og direkte uretfærdigt!