Gamle Testamente

Nye Testamente

Haggaj 2:12-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Hvis en af jer bærer et stykke helligt offerkød i sin kappe, og kappen kommer i berøring med brød eller kød, vin eller olie eller anden mad, bliver de andre ting så hellige?” Da Haggaj stillede dem det spørgsmål, svarede præsterne: “Nej!”

13. Haggaj fortsatte: “Hvis en person er blevet uren ved at røre et lig, betyder det så, at det, han kommer i berøring med, også bliver urent?” Hertil svarede præsterne: “Ja!”

14. Derefter sagde Haggaj: “Herren siger: Sådan var det også med jer, mit folk. I var urene i jeres forhold til mig. Derfor lykkedes jeres arbejde ikke, og jeres ofringer kunne jeg ikke acceptere.

15. Tænk over, hvordan det gik jer, før I begyndte genopbygningen af templet.

16. Dengang høstede I kun halvt så meget korn, som I havde regnet med, og fik kun 20 ankre vin, hvor I havde forventet 50.

17. Jeg ødelagde jeres afgrøder med skimmel, meldug og hagl, og alligevel vendte I jer ikke til mig.

18-19. Men læg mærke til, hvordan det går jer fra i dag, den 24. dag i den niende måned. I dag er templets fundament færdigt, og fra i dag vil jeg velsigne jer. Selvom I endnu ikke har tilsået jeres marker, og selvom vinstokkene, figentræerne, granatæbletræerne og oliventræerne endnu ikke bærer frugt, så vil jeg fra i dag velsigne jer!”

20. Samme dag fik Haggaj endnu et budskab fra Herren

21. til Zerubbabel. Budskabet lød: “Jeg ryster himlen og jorden,

22. jeg afsætter konger, tilintetgør stormagter og vælter deres stridsvogne. Heste og ryttere styrter, og hærene slår hinanden ihjel.

Læs fyldestgørende kapitel Haggaj 2