4. hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?
5. Eller have I ikke læst i Loven, at paa Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
6. Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen.
7. Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld.
8. Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.«
9. Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
10. Og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: »Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten?« for at de kunde anklage ham.
11. Men han sagde til dem: »Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Faar, og ikke tager fat paa det og drager det op, dersom det paa Sabbaten falder i en Grav?
12. Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Faar? Altsaa er det tilladt at gøre vel paa Sabbaten.«